Tjek hvilke associationer, du og din kæreste har til det I taler om
Selvom vi fra starten af vores kærlighedsforhold gør en del ud af at tale med hinanden om, hvad der er vigtigt for os når det gælder parforhold og samliv, er det ikke altid en garanti for at vi mener det samme med ordene. Fordi vi alle har forskellige livserfaringer har vi også forskellige associationer. Det kan let blive en kilde til misforståelser når det senere bliver mere og mere tydeligt at vi ikke forstår det samme ved de ord vi bruger.
Hvis vi vil vise hinanden respekt og forebygge unødvendige misforståelser, kan det være en rigtig god idé at kende hinandens ordbøger og oversættelser, så vi ved hvad den anden tænker på, når vi taler sammen, diskuterer eller skændes. Et første skridt kunne være at I satte jer sammen og lavede den følgende lille øvelse.
Øvelse - At kende hinandens associationer
Sæt jer sammen og tal om, hvad I hver især forstår ved at være:
· Kærlige, ærlige, respektfulde, engagerede.
· Selvstændige, trofaste, eftergivende.
· Frie, omsorgsfulde, retfærdige.
· Hensynsfulde, opmærksomme, loyale, direkte osv.
Giv hinanden konkrete eksempler på handlinger som I hver især forbinder med de ovenstående kvaliteter. Næste skridt kunne være at stoppe op midt i samtalerne og diskussionerne og få afklaret, hvad I hver især mener med det, der bliver sagt. F.eks.:
"Når du taler om at jeg gerne måtte tage mere hensyn, hvad mener du så helt konkret med det"?
"Når jeg efterlyser engagement fra din side, så mener jeg helt konkret at du gerne må..."
"Hvad lægger du i begrebet illoyal"?
Her er det afgørende ikke at forsøge at tage patent på hvad ordene betyder, men at I respekterer at der sagtens kan være flere definitioner på hvad kærlighed, ærlighed osv. er for den anden. Det vigtige er ikke at blive enige om hvad ordene dækker over, men at lære hinandens associationer at kende, for dermed at forbedre mulighederne for at forstå og respektere hinanden.